Om AB Veki
Velkommen til AB Veki.
AB Veki er en andelsforening der rummer både andelslejligheder samt erhvervsandele. Ejendommen er opført i 1885 og har haft til/om-bygning i 1990.
Foreningen rummer 24 andelsboliger og 5 erhvervsandele.
Venteliste:
Der er ingen venteliste til køb/salg af andelslejligheder i foreningen AB Veki.
AB Veki er en del af gårdlauget Gule Hest. Har du spørgsmål/forslag eller andet omkring gården, skal gårdlauget kontaktes direkte på: bestyrelsen@gulehest.dk
Vores administrationshus er DEAS. DEAS står for vurdering af forbedringer i forbindelse af salg af andelsboliger og kontaktes direkte af andelshaveren.
Husorden
- Både andelshavere og lejere opfordres til at iagttage god skik og orden ved deres færden i og omkring ejendommen. Ethvert medlem af boligforeningen bør medvirke til at værne om foreningens ejendom.
- Boligforeningens bestyrelse har påtaleret, hvis dette ikke respekteres, eller hvis husordenen overtrædes.
- Både andelshavere og lejere bedes omgående i egen interesse anmelde evt. større skader på faste installationer, ledningsnettet etc. til bestyrelsen.
- Beboere bør ikke udvise adfærd, der er til gene for andre. Reparationsarbejde på beboelser eller lokaler bør udføres inden kl. 20 og ved selskabelige sammenkomster anmodes man om at tage samme hensyn til andre, som man ønsker, at andre skal udvise over for en selv.
- Brug af radio, TV, lydanlæg m.v. skal ske på en hensynsfuld måde, så at det ikke er til gene for andre, specielt efter kl. 23.
- Det henstilles, at der i forbindelse med festlige lejligheder gøres opmærksom herpå gennem opslag eller lignende. Desuden skal vinduer ud mod gården være lukket, når man holder fest.
- Det er tilladt at holde én hund eller én kat, såfremt det ikke er til gene for andre. Løse hunde og katte i gården er ikke tilladt. Fodring af fugle, katte og lign. må ikke finde sted på ejendommens areal.
- Barnevogne, legeredskaber m. m. må ikke henstilles på trapper, gange, gård, garagegård eller på andre steder, hvor der er markeret et forbud. Dog må barnevogne stilles i opgange i det omfang, de ikke er til gene for de øvrige beboere. Ved påtale skal barnevogne fjernes.
- Brandfarlige væsker skal til enhver tid opbevares i henhold til gældende vejledning og må ikke forefindes på loftrummene.
- Det er ikke tilladt at grille på altaner.
- Ophold og leg i opgangene, brandgennemgange, loft og kælderskakte er ikke tilladt.
- Cykler, knallerter og lign. henvises til cykelstativerne.
- Alt husholdningsaffald skal indpakkes og anbringes i de dertil opstillede containere. Større effekter samt storskrald skal anbringes i de dertil indrettede skure. Lågene på containerne skal holdes lukkede, og der må ikke henstilles andet affald i containerrummene. Erhvervsaffald skal opbevares og fjernes ved forretningens egen foranstaltning i henhold til Københavns Kommunes regulativ for erhvervsaffald.
- Det er ikke tilladt at tegne eller male på ejendommens murværk, eller på anden måde beskadige ejendommen eller dens inventar.
- Finder forurening eller beskadigelse sted, må den nødvendige rengøring eller reparation foretages af den beboer, der har ansvaret, eller på foranledning af foreningens bestyrelse og på den ansvarliges bekostning.
- Loftrydning skal udføres ved fraflytning ellers tilbageholdes et mindre beløb. Andelshavere må ikke opmagasinere ting på fællesarealer som tørloft.
Ovennævnte husorden er et bidrag til godt naboskab. Det henstilles at den overholdes, og at der vises hensyn. I tilfælde af gentagne og grove overtrædelser vil andelsbestyrelsen, i henhold til foreningens vedtægter, kunne: a) ekskludere den pågældende andelshaver fra foreningen, b) søge den pågældende lejer opsagt inden for lejelovens rammer.